Jobportal

INDUSTRIENS PENSION – KLAGEANSVARLIG OG JURIDISK KONSULENT

ROLLEBESKRIVELSE

Industriens Pension søger en dygtig klageansvarlig og juridisk konsulent med stærk juridisk metode, god dømmekraft og interesse for forsikrings- og pensionsretlige problemstillinger. Rollen er bred og alsidig og forudsætter, at du trives med sagsbehandling, komplekse juridiske vurderinger og tæt sparring med forretningen i en organisation med højt medlemsfokus. 

Som klageansvarlig og juridisk konsulent får du en central rolle i behandlingen af klager og ankenævnssager og vil fungere som klageansvarlig med det overordnede faglige ansvar for Industriens Pensions klagehåndtering. Du vil skulle lægge den faglige retning for klageområdet og sikre en korrekt, ensartet, rettidig og professionel behandling af klager på tværs af Industriens Pension. Som en central del af ansvaret vil du selv behandle de komplekse og principielle klager og føre selskabets sager ved Ankenævnet for Forsikring. 

Du vil blandt andet skulle vurdere, hvornår Industriens Pension skal fastholde eller ændre en afgørelse, og hvornår en sag med fordel kan løses pragmatisk, med blik for blandt andet præcedens, økonomi, tilsyn og omdømme. Rollen indebærer løbende dialog med medlemmer samt interne og eksterne interessenter, og det er derfor vigtigt, at du kan navigere professionelt og roligt i sager, som ofte har stor betydning for de involverede medlemmer.

Rollen vil overordnet være fordelt ligeligt mellem klageansvar og klagebehandling på den ene side og den almindelige juridiske rådgivning og support til Medlemsservice & Virksomhedsservice (MSVS) og øvrige dele af organisationen på den anden. En anden væsentlig del af rollen består således i at yde juridisk support og sparring til MSVS samt øvrige dele af organisationen. Dette omfatter blandt andet rådgivning om fortolkningen af forsikringsbetingelser, dækninger, genkøb og stillingtagen til tvivlsspørgsmål om udbetalinger inden for f.eks. tab af erhvervsevne, kritisk sygdom, dødsfald, begunstigelse, overførsler og lignende problemstillinger.

Du vil samtidig fungere som et ekstra juridisk sæt øjne i konkrete sager og bidrage til den juridiske vurdering og kvalitetssikring af afgørelser, instrukser og forretningsgange. 

Herudover vil du på sigt have mulighed for at beskæftige dig med pensionsbeskatningsretlige spørgsmål, herunder forståelse og anvendelse af pensionsbeskatningsloven samt bistand ved projekter og servicebesøg fra Skat. Der vil også være mulighed for at deltage i Forsikring & Pensions PBL-udvalg. 

Rollen giver dermed mulighed for både faglig specialisering og en bred kontaktflade i organisationen og branchen og kan samtidig danne afsæt for en videre karriere i Compliance & Jura, fx med øget ansvar inden for klage- og complianceområdet eller en bredere juridisk profil på tværs af selskabets forretningsområder.

Rollen passer til dig, der er grundig, fagligt stærk og robust i din juridiske metode, og som formår at omsætte komplekse juridiske problemstillinger til praktiske og administrerbare løsninger. Samtidig trives du i en medlemsnær organisation med høj faglighed, stor samarbejdsflade og et stærkt fokus på ordentlighed, kvalitet og ansvarlighed.

Som klageansvarlig og juridisk konsulent vil du desuden følge udviklingen i klager, udfald og risici og bidrage til, at læring fra klager omsættes til konkrete forbedringer af blandt andet processer, kommunikation og produkter. Du vil i den forbindelse få en synlig rolle over for ledelsen og relevante governance-fora.

Du vil arbejde fra Industriens Pensions hovedkontor, som er centralt beliggende i moderne lokaler i København. 

DET JURIDISKE TEAM

Industriens Pensions afdeling Compliance & Jura understøtter hele organisationen med juridisk rådgivning og sparring relateret til alle dele af forretningen, herunder især Medlemsservice & Virksomhedsservice (MSVS) samt investeringsområdet, men også øvrige forretningsområder om både konkrete medlemssager, ankenævnssager, forsikringsretlige problemstillinger og bredere juridiske spørgsmål. 

Afdelingen Compliance & Jura består af et mindre, specialiseret team på seks medarbejdere inkl. den Juridiske Chef, som du vil referere til. Industriens Pension er karakteriseret ved korte beslutningsveje, tæt adgang til forretningen og et stort selvstændigt ansvar for den enkelte i hverdagen. Teamet arbejder tæt sammen og prioriterer høj faglig sparring, samtidig med at der er stor grad af tillid til den enkelte medarbejders vurderinger og selvstændige ansvarstagning. 

ANSVARSOMRÅDER

Som klageansvarlig og juridisk konsulent hos Industriens Pension vil dine ansvarsområder og arbejdsopgaver bl.a. omfatte at: 

  • Varetage og eje det overordnede faglige ansvar for selskabets klagehåndtering og lægge den faglige retning for området, så klager behandles efter en ensartet praksis og med et højt fagligt kvalitetsniveau på tværs af forretningsområder.

  • Behandle komplekse og principielle klager samt sager ved Ankenævnet for Forsikring, f.eks. vedrørende tab af erhvervsevne, herunder udarbejdelse af sagsfremstillinger og processkrifter, koordinering med relevante forretningsområder samt førelse af dialog med modparter og ankenævnet.

  • Foretage juridiske vurderinger og bidrage til kvalitetssikring af konkrete sager, afgørelser, instrukser og processer, herunder vurdere, hvornår en afgørelse skal fastholdes, ændres eller en sag skal løses pragmatisk med blik for blandt andet præcedens, økonomi, tilsyn og omdømme.

  • Yde juridisk support og sparring til MSVS og øvrige dele af organisationen vedrørende forsikringsbetingelser, dækninger, begunstigelse, genkøb, kritisk sygdom, tab af erhvervsevne, dødsfald og øvrige medlemsrelaterede problemstillinger.

  • På sigt rådgive om pensionsbeskatningsretlige spørgsmål, herunder forståelse og anvendelse af pensionsbeskatningsloven, bistå ved projekter og servicebesøg fra Skat samt deltage i Forsikring & Pensions PBL-udvalg.

  • Gennemgå, opdatere og kvalitetssikre instrukser, procedurer, standardtekster og øvrige værktøjer, der anvendes i sagsbehandlingen og den daglige drift.

  • Bidrage til at fastholde og videreudvikle det juridiske niveau i organisationen gennem høj faglighed, tydelig rådgivning og løsningsorienteret samarbejde mellem Compliance & Jura og organisationen samt rapportere på klagemønstre, udfald og risici til ledelsen og relevante governance-fora og bidrage til forbedringstiltag på den baggrund.

      RAPPORTERING OG TITEL

      Rapportering til: Juridisk Chef.

      Titel: Klageansvarlig og juridisk konsulent.

      DEN IDEELLE ERFARING

      Uddannelse & erfaring: Du er uddannet cand.jur. med minimum 5-7 års relevant erfaring efter kandidatuddannelsen. Relevant erfaring og stærke kompetencer kan dog kompensere for kortere anciennitet

      Du har kendskab til liv- og pensionsforsikring, og du kan overtage ansvaret for klageområdet inden for rimelig tid. Vi forestiller os, at du har erfaring fra en pensions- eller forsikringsvirksomhed, en klage- eller ankenævnsinstans eller et advokatkontor med speciale inden for forsikringsret.

      Faglig specialisering: Du har erfaring med og interesse for sagsbehandling, klagesagsbehandling og/eller ankenævnssager og er vant til selvstændigt at bære et fagligt ansvar samt træffe eller vurdere afgørelser og håndtere klager eller tvister. Derudover har du erfaring med forsikrings- og pensionsretlige problemstillinger, herunder gerne forsikringsaftaleloven, lov om forsikringsvirksomhed samt praksis i ankenævnet.

      Specialviden om pensionsbeskatning er en fordel, men ikke et krav, da denne viden kan opbygges i rollen. Det afgørende er et godt branchekendskab til liv- og pensionsområdet, mens specialiseret pensionsretlig viden ikke er en forudsætning. 

      Moderne jurist: Du er en moderne jurist med interesse for og gerne erfaring med at anvende moderne værktøjer, herunder AI, til at understøtte og effektivisere opgaveløsningen.

      Pragmatisk tilgang & forretningsforståelse: Du er god til at omsætte juridiske krav til praktiske og administrerbare løsninger og kan se konsekvenserne af en afgørelse, herunder i forhold til tab, præcedens, omdømme og politiske forhold. Samtidig kan du identificere og pege på løsninger, der begrænser risici.

      Sproglige færdigheder: Du har stærke skriftlige og mundtlige kommunikationsevner på dansk og kan formulere juridiske vurderinger, afgørelser og processkrifter klart, præcist og juridisk velfunderet.

      PERSONLIGE KOMPETENCER

      Juridisk robusthed: Du er en grundig og fagligt stærk jurist med sikker juridisk metode. Du trives med komplekse vurderinger, kan stå fast på en juridisk vurdering og navigerer roligt og professionelt i situationer, hvor der kan opstå modstand eller uenighed.

      Medlemsorienteret tilgang: Du har overblikket til at være rolig, tålmodig og lyttende i dialogen med medlemmer, der klager, og du formår at skabe tryghed og tillid – også i vanskelige situationer. Samtidig kan du sætte klare grænser og håndtere konflikter på en professionel og respektfuld måde.

      Samarbejde & forretningsforståelse: Du arbejder konstruktivt og løsningsorienteret sammen med både MSVS, Compliance & Jura, øvrige forretningsområder og eksterne interessenter. Samtidig har du forståelse for forretningens behov og formår at omsætte juridiske problemstillinger til praktiske og anvendelige løsninger.

      Struktur & kvalitet: Du arbejder struktureret og selvstændigt med fokus på høj kvalitet i dine leverancer. Du har blik for både de juridiske og praktiske konsekvenser af dine vurderinger og sikrer løsninger, der er juridisk holdbare og anvendelige i praksis. Samtidig er du nysgerrig på nye arbejdsformer og bruger AI aktivt, hvor det kan effektivisere og understøtte opgaveløsningen.

      Holdspiller: Du er ordentlig, samarbejdsorienteret og ambitiøs på teamets vegne. Du bidrager aktivt til fælles løsninger, deler viden og trives i et mindre team, hvor man hjælper hinanden og løfter i fællesskab. Du møder samtidig kolleger, medlemmer og øvrige stakeholders med respekt, tillid og menneskelig indlevelse og er åben over for forandringer og forskellige perspektiver.

      Juridisk formidling: Du er en stærk kommunikator, der formår at gøre komplekse juridiske problemstillinger forståelige. Du skriver klare, præcise og juridisk velfunderede afgørelser og processkrifter, som kan danne et stærkt grundlag i en ankenævnssag.

      ANSÆTTELSESVILKÅR

      Industriens Pension tilbyder en spændende og selvstændig rolle i et af Danmarks største pensionsselskaber, hvor du får mulighed for at arbejde tæt på både medlemmerne, forretningen og de juridiske problemstillinger, der har direkte betydning for pensionsordningen og medlemmernes hverdag. 

      Du bliver en del af en flad og medlemsorienteret organisation med korte beslutningsveje, høj faglighed og en kultur præget af samarbejde, respekt, tillid og menneskelig indlevelse.  

      Industriens Pension prioriterer en fleksibel og balanceret arbejdskultur med fokus på work-life balance. Samtidig vægtes det fysiske samarbejde højt, og dine kolleger i Compliance & Jura arbejder som udgangspunkt 4-5 dage om ugen fra kontoret for at sikre nærhed til kollegerne og forretningen samt understøtte det tætte samarbejde i teamet. Der er samtidig fleksibilitet i hverdagen og god mulighed for hjemmearbejde efter nærmere aftale. 

      Du tilbydes attraktive ansættelsesvilkår under Forsikringsforbundets overenskomst, herunder arbejdsgiverbetalt pension, ferietillæg, ferie, omsorgsdage samt en række særlige fridage. Derudover tilbydes en arbejdsplads med fokus på ordentlighed, trivsel og langsigtede relationer. 

      Du kan møde flere af dine kommende ”IP-kolleger” her. 

      OM INDUSTRIENS PENSION

      Industriens Pension er et af Danmarks største arbejdsmarkedspensionsselskaber med knap 449.000 medlemmer og cirka 8.000 virksomheder tilknyttet pensionsordningen. Selskabet blev stiftet i 1992 af Dansk Industri (DI) og en række fagforbund inden for industrien, som fortsat står bag ejerskabet i dag. Ingen aktionærer skal tjene på ordningen, så hele overskuddet går tilbage til medlemmerne.

      Medlemmerne arbejder blandt andet inden for produktion, metalindustri, el- og installationsfag, byggeri, transport samt andre overenskomstdækkede industriområder. Pensionsordningen er en integreret del af de relevante overenskomster mellem Dansk Industri og en række fagforbund under CO-industri.

      Industriens Pension arbejder for at sikre en solid pension og gode forsikringsdækninger til medlemmerne. Målet med selskabets investeringer er at skabe høje langsigtede afkast i forhold til risikoen, kombineret med lave omkostninger og dermed økonomisk tryghed for medlemmerne gennem hele arbejdslivet. Samtidig er ansvarlige investeringer, bæredygtighed og langsigtet værdiskabelse centrale fokusområder for Industriens Pension.

      Organisationen har ca. 250 ansatte og er kendetegnet ved en flad struktur med korte beslutningsveje. Det skaber en agil organisation med tæt samarbejde på tværs af fagområder og gode muligheder for indflydelse og ansvar hos den enkelte medarbejder.

      Kulturen i Industriens Pension er præget af samarbejde, tillid og respekt, og virksomheden arbejder ud fra værdier som ordentlighed, menneskelig indlevelse, åben dialog og fokus på medlemmernes behov. Kombinationen af samfundsansvar, høj faglighed og et medlemsorienteret formål gør Industriens Pension til en arbejdsplads med stærke værdier.

      Industriens Pension har i mange år ligget som en del af toppen i diverse undersøgelser af omdømme og medlemstilfredshed. Industriens Pension blev både i 2023, 2024 og 2025 kåret som selskabet med den højeste kundetilfredshed i pensionsbranchen i analysehuset EPSI Rating Danmarks årlige tilfredshedsundersøgelse. Samtidig blev Industriens Pension kåret som selskabet med pensionsbranchens bedste image i den årlige imageundersøgelse, ’Finansimage 2025’, der udarbejdes af FinansWatch og Wilke.

      Hvis du vil vide mere om Industriens Pension, kan du besøge deres hjemmeside her: https://www.industrienspension.dk/.

      KONTAKT OG ANSØGNING

      Hvis du kan se dig selv i denne stilling, ser vi frem til at modtage din ansøgning. Vedlæg venligst dit CV samt anden relevant dokumentation. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Camilla Krogh på tlf. (+45 51261264) eller Mikkel Falkenberg på tlf. (+45 29993065) fra RESOLVA.

       

      Ansøgning

      Du kan søge jobbet ved at følge knappen herunder.