ROLLEBESKRIVELSE
KMD søger tre dygtige jurister – en Legal Counsel og to Senior Legal Counsels – der vil være med til at sætte retningen for digital ansvarlighed og governance i en af Danmarks største og mest betydningsfulde IT-virksomheder.
Hos KMD handler compliance om at sikre ansvarlighed, opretholde tillid og skabe robuste softwareløsninger til kunder i Danmark og resten af verden. KMD tror på, at compliance kan gøres enkelt – men kun hvis man virkelig forstår kompleksiteten bag.
Som Legal Counsel / Senior Legal Counsel bliver du en nøgleperson i KMD’s håndtering af juridiske risici og i arbejdet med at omsætte kompleks digital regulering til konkrete, værdiskabende løsninger. Rollen har fokus på digital regulering i form af GDPR, AI-forordningen, NIS2, DORA og ny digital regulering, som vil finde anvendelse på KMD.
Du får en central rolle i en organisation, hvor regulatoriske krav, teknologi og forretning mødes. Samtidig bliver du en del af et område i rivende udvikling, hvor du får mulighed for at præge både governance-strukturer, arbejdsmetoder og den måde, hvorpå KMD arbejder med regulatorisk compliance på tværs af koncernen.
Du vil få en bred kontaktflade til forretningen, tekniske eksperter, kunder, leverandører samt kollegaer i KMD-koncernen og moderselskabet NEC. Du skal have lyst til at tage ansvar, udfordre status quo og bidrage med kreativ, fagligt stærk og forretningsnær rådgivning til de kommercielle og operationelle teams i KMD.
DET JURIDISKE TEAM
Som Legal Counsel / Senior Legal Counsel bliver du en del af det nyoprettede team Regulatory Compliance, som i dag består af seks dygtige specialister. Teamet er ansvarligt for digital regulering, herunder GDPR, AI-forordningen samt NIS2, og har blandt andet til opgave at etablere et samlet tværregulatorisk rammeværk for effektiv og enkel efterlevelse af den digitale regulering.
Regulatory Compliance indgår som en del af Group Legal, der i dag består af 15 jurister og advokater med bred erfaring inden for forskellige IT-retlige discipliner.
I både Group Legal og Regulatory Compliance lægges der vægt på et højt fagligt niveau, der muliggør kontinuerlig faglig sparring og udvikling, samt et stærkt sammenhold, humor og fleksibilitet i hverdagen.
Du vil arbejde fra KMD’s hovedkontor i Ballerup.
ANSVARSOMRÅDER
Som Legal Counsel / Senior Legal Counsel hos KMD vil dine primære arbejdsopgaver bl.a. bestå af følgende:
- Udvikle, implementere og vedligeholde interne processer, retningslinjer og governance-strukturer inden for digital regulering, herunder GDPR, AI-forordningen, NIS2 samt øvrig ny digital regulering.
- Rådgive om og understøtte GDPR-compliance med fokus på KMD’s rolle som databehandler, herunder håndtering af tredjelandsoverførsler og underdatabehandlere, afdækning af datastrømme og databeskyttelsesrisici samt udarbejdelse, forhandling og vedligeholdelse af aftaleskabeloner og relaterede compliance-rammeværker.
- Yde juridisk rådgivning og sparring til forretningen, tekniske eksperter og kollegaer på tværs af KMD-koncernen og moderselskabet NEC, om digital regulering, herunder besvare specifikke og generelle forespørgsler samt bidrage til at omsætte regulatoriske krav til konkrete processer og løsninger.
- Udfordre og understøtte kommercielle vurderinger og skabe juridisk holdbare, pragmatiske og forretningsnære løsninger, der understøtter KMD’s strategiske, kommercielle og operationelle mål.
- Gennemføre compliance- og risikovurderinger af leverandører og samarbejdspartnere samt rådgive om og forhandle compliance-relaterede krav i forbindelse med leverandørsamarbejder.
- Deltage i kundedialoger om compliance-relaterede spørgsmål samt udarbejde klar, målrettet og strategisk kommunikation, herunder om KMD’s tjenester eller påkrævet dokumentation.
RAPPORTERING OG TITEL
Rapportering til: Director, Head of Regulatory Compliance, Julie de Linde.
Titel: Legal Counsel / Senior Legal Counsel.
IDEELLE KOMPETENCER
Uddannelse: Du er uddannet cand.jur. eller cand.merc.jur. Vi forestiller os, at du har cirka 2-3 års relevant erfaring efter kandidatuddannelsen til stillingen som Legal Counsel eller 5+ års relevant erfaring til stillingen som Senior Legal Counsel.
Det vil være en fordel, hvis du har erfaring fra en in-house rolle i en IT-virksomhed eller anden reguleret virksomhed eller fra et advokatkontor.
Faglig specialisering: Du har erfaring med og interesse for digital regulering – gerne i relation til GDPR, AI-forordningen, NIS2, DORA og/eller anden digital regulering.
Herudover har du erfaring med at implementere (ny) lovgivning og omsætte komplekse regulatoriske krav til praktiske processer, retningslinjer og løsninger.
Kommerciel forståelse: Du tænker kommercielt og formår konstruktivt at udfordre og understøtte forretningsmæssige vurderinger, så komplekse problemstillinger omsættes til juridisk holdbare og værdiskabende løsninger, ligesom du motiveres af at arbejde i krydsfeltet mellem regulering, teknologi og forretning.
Sproglige færdigheder: Du har gode skriftlige og mundtlige kommunikationsevner på både dansk og engelsk.
PERSONLIGE KOMPETENCER
Stakeholder Management: Med et åbent og serviceminded sind er du i stand til at samarbejde tæt med forretningen, tekniske eksperter, kunder, leverandører og kollegaer på tværs af KMD-koncernen og NEC. Du opbygger tillidsfulde relationer og kan navigere på flere niveauer i organisationen.
Løsningsorienteret: Du er resultat- og løsningsorienteret og arbejder struktureret og fokuseret med henblik på at skabe de bedst mulige juridiske og kommercielle resultater inden for de fastsatte rammer, prioriteringer og deadlines.
Holdspiller: Du har et positivt mind-set og trives i et fagligt stærkt miljø, hvor sparring, videndeling, samarbejde og humor prioriteres højt. Samtidig har du lyst til at bidrage aktivt til udviklingen af et nyt team og etableringen af et fælles rammeværk for compliance.
Kommunikation: Du er en klar og strategisk kommunikator, der kan gøre kompleks regulering enkel og anvendelig. Du formår at finde den rette balance mellem vigtige juridiske detaljer og tydelig, forretningsnær kommunikation.
ANSÆTTELSESVILKÅR
KMD tilbyder dig en spændende og alsidig rolle i en virksomhed med ambitioner og hjerte, hvor teknologisk innovation, samfundsansvar og medarbejdertrivsel går hånd i hånd. Du får mulighed for at bidrage til udviklingen af digitale løsninger, som millioner af mennesker er afhængige af i deres hverdag, og dermed blive en del af en virksomhed med stor samfundsmæssig betydning.
Du bliver en del af et stærkt juridisk miljø med interessante og udfordrende opgaver samt gode muligheder for faglig sparring og udvikling. Derudover tilbyder KMD attraktive ansættelsesvilkår, en hybrid arbejdsplads med stor fleksibilitet, fokus på work-life-balance og en kultur, hvor faglighed, samarbejde og medarbejdertrivsel prioriteres højt.
OM KMD
KMD er en af Danmarks største IT-virksomheder og udvikler samt leverer software, IT-løsninger og digitale services til den offentlige og private sektor. Virksomheden har gennem mere end 50 år været en central del af digitaliseringen af det danske samfund og leverer løsninger, der understøtter en række samfundskritiske funktioner, herunder inden for administration af velfærdsydelser, beskæftigelsesindsatser, sundhedsrelaterede processer, uddannelsesområdet samt digital selvbetjening for borgere og virksomheder.
KMD blev grundlagt i 1972 for at understøtte digitaliseringen af de danske kommuner og har siden spillet en central rolle i opbygningen af fundamentet for et af verdens mest digitaliserede samfund. Siden 2019 har KMD været en del af NEC Corporation, en global teknologikoncern med aktiviteter på tværs af en lang række markeder verden over. Dette partnerskab gør det muligt for KMD at kombinere lokal ekspertise med international innovation og skala.
KMD opererer primært på det danske marked, men samarbejder på tværs af landegrænser med kolleger, leverandører og samarbejdspartnere. Som en del af NEC Corporation kombinerer KMD en stærk position på det danske marked med adgang til et internationalt teknologisk netværk.
KMD har hovedsæde i Ballerup og beskæftiger ca. 2200 medarbejdere.
Hvis du vil vide mere om KMD, kan du besøge deres hjemmeside her: https://www.kmd.dk/.
KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du kan se dig selv i denne stilling, ser vi frem til at modtage din ansøgning. Vedlæg venligst dit CV samt anden relevant dokumentation. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Camilla Krogh på tlf. (+45 51261264) eller Mikkel Falkenberg på tlf. (+45 29993065) fra RESOLVA.
