ROLLEBESKRIVELSE
Matas søger en dygtig Senior Legal Counsel med interesse og erfaring inden for GDPR. I tillæg til et godt juridisk jugement, skal du også have et stærkt kommercielt mindset.
I 2010 lancerede Matas kundeklubben ”Club Matas”, som i dag er en af Danmarks største kundeklubber med 1,9 mio. medlemmer. Klubben tilbyder blandt andet medlemmerne optjening af point, særligt gode tilbud, målrettet information og deltagelse i lokale arrangementer. Beskyttelsen af kunder- og club medlemmers persondata, er Matas’ højeste prioritet og fokus, og du vil derfor få en vigtig og central funktion i organisationen og i Group Legal.
Som en del af Group Legal, vil du gradvist få selvstændigt ansvar for GDPR-området og beskæftige dig med en bred vifte af GDPR-relaterede opgaver, herunder kommende implementeringsprojekter (i forbindelse med opkøbet af KICKS Group), udarbejdelse, forhandling og kvalitetssikring af databehandleraftaler, supportere Matas og Matas’ datterselskaber inden for GDPR-compliance, yde juridisk rådgivning og sparring til organisationen på tværs af Norden, både i forbindelse med generelle GDPR-relaterede spørgsmål og nye tiltag, mv.
Som Senior Legal Counsel i Matas vil du få en alsidig hverdag med en bred kontaktflade til alle dele af organisationen, og et tæt samarbejde med resten af det juridiske team både i Danmark og Sverige. Du vil arbejde tæt sammen med den daglige forretning, og du får mulighed for at se, hvordan din rådgivning bliver ført ud i livet.
DET JURIDISKE TEAM
Matas’ juridiske team, Group Legal, bistår Matas-koncernen med alle juridiske spørgsmål i Danmark og Sverige. Group Legal består i dag af 5 jurister baseret i Danmark og en i Sverige.
Group Legal ledes af Group General Counsel, Lars Peter Munch Larsen, som rapporterer til direktionen i Matas Group A/S.
Group Legal holder til på Matas’ hovedkontor, som er beliggende på adressen Rørmosevej 1 i Allerød. Alle daglige aktiviteter styres fra hovedkontoret, hvor der sidder cirka 250 personer.
ANSVARSOMRÅDER
Som Senior Legal Counsel hos Matas, vil dine primære arbejdsopgaver bl.a. bestå af følgende:
- GDPR-relaterede udviklings- og implementeringsprojekter (bl.a. i relation til KICKS implementering i Matas-koncernen), herunder opdatering af vilkår for KICKS loyalitetsklub (svarende til Club Matas) og generelt GDPR-tilpasning til Matas-koncernen.
- Rådgivning og udarbejdelse af databehandleraftaler (samt kvalitetssikring af databehandleraftaler i samarbejde med IT, herunder sikring af at databehandleraftalerne lever op til kravene i GDPR samt Matas’ interne IT-sikkerhedskrav), oplysningspligter, risikovurderinger, håndtering af tredjelandsoverførsler, hjemmelsvurderinger mv.
- Rådgivning om operationelle forhold, fx governance og indretning af GDPR compliance-krav, samt udarbejdelse af operationelle forretningsgange og assessments af Matas-koncernens eksisterende GDPR compliance-niveauer.
- Opdatering og vedligeholdelse af Matas’ GDPR-dokumentation, fx fortegnelser, risikovurderinger, politikker og procedurer mv., herunder i relation til Club Matas.
- Yde juridisk rådgivning og sparring til Matas-koncernen på tværs af Norden vedrørende GDPR relaterede spørgsmål, både i forbindelse med nye tiltag og generel day-to-day rådgivning.
RAPPORTERING OG TITEL
Rapportering til: Group General Counsel, Lars Peter Munch Larsen
Titel: Senior Legal Counsel
IDEELLE KOMPETENCER
Uddannelse: Cand.jur. med minimum 3 års praktisk erfaring efter kandidatuddannelsen, og eventuelt også advokatbestalling.
Faglig specialisering: Du har erfaring med og interesse for rådgivning og implementering af persondata / GDPR, samt udvikling og vedligeholdelse af interne processer og strukturer relateret til databeskyttelseskrav i en virksomhed. Det vil være en fordel, hvis du har erfaring med softwareløsninger til GDPR-compliance, fx ComplyCloud.
Kommerciel forståelse: Du har en god kommerciel forståelse, som du bringer i spil som juridisk rådgiver og sparringspartner, og du er serviceminded i din tilgang.
Brancher: Det vil være en fordel, hvis du har erfaring fra en in-house stilling eller et advokatkontor.
Sproglige færdigheder: Du har gode skriftlige og mundtlige kommunikationsevner på dansk og engelsk.
PERSONLIGE KOMPETENCER
Stakeholder Management: Med et åbent og serviceminded sind er du i stand til at arbejde tæt sammen med forretningen og opbygge og vedligeholde samarbejdsrelationer på alle niveauer i organisationen såvel som eksternt. Du har også mod på at arbejde med den øverste ledelse på tværs af virksomheden.
Resultatorienteret: Du er fokuseret på at levere det bedst mulige juridiske og kommercielle resultat med de givne begrænsninger, prioriteter og deadlines for øje.
Holdspiller: Du ønsker at videreudvikle dig gennem arbejdet med komplekse og spændende opgaver og har overskuddet og lysten til at dele ud af din viden, og du ser fordelene ved at være en del af et hold.
Kommunikation: Du er en klar kommunikator med evnen til at holde tingene simple ved at finde den rette balance mellem vigtige detaljer og klar kommunikation, samt evnen til at indgå i en konstruktiv dialog med kollegaer, der repræsenterer forskellige professioner og perspektiver.
ANSÆTTELSESVILKÅR
Matas tilbyder dig en spændende og alsidig rolle med gode kollegaer i et arbejdsmiljø, der er kendetegnet ved humor, en høj grad af selvstændighed og en behagelig og uformel omgangstone.
Der tilbydes gode arbejdsvilkår (herunder en attraktiv massageordning) og fleksibilitet i hverdagen. I denne rolle får du desuden mulighed for at kombinere betydelig faglig udfordring og udvikling med en høj grad af work-life balance.
OM MATAS
Matas-koncernen er et af Danmarks mest kendte og velrenommerede brands og er i dag Danmarks største detailkoncern inden for skønhed, sundhed og velvære med et sortiment bestående af både egne produkter og diverse brands.
Matas blev stiftet i 1949 som en kæde af selvstændige materialister, og siden 2013 har Matas-koncernen været børsnoteret på den københavnske fondsbørs Nasdaq OMX. Størstedelen af butikkerne overgik i 2007 til en kapitalfond, og i juni 2013 blev flertallet af butikkerne samlet i et børsnoteret selskab. I 2018 overdrog de resterende selvstændige materialister deres butikker, så alle butikker i dag er ejet og drives af Matas koncernen.
Matas-koncernen har cirka 2500 ansatte, 263 fysiske butikker over hele landet samt en række webshops, og omsætter årligt for ca. DKK 4,5 mia. (2022/23), hvoraf 27 % i dag er online og den resterende del fra en af de 263 Matas-butikker fordelt over hele landet. I sommeren 2023 opkøbte Matas det svenske skønhedsfirma, KICKS Group, som består af skønhedskæden KICKS og online hudplejeklinikken Skincity. KICKS Group har 226 butikker i Sverige, Norge og Finland og en onlinehandel, der udgør ca. 29% af salget.
Efter opkøbet er Matas markedsledende i Norden med 500 fysiske butikker og netbutikker på tværs af de nordiske lande.
Hvis du vil vide mere om Matas, kan du besøge deres hjemmeside her: https://www.matas.dk/.
KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du kan se dig selv i denne stilling, ser vi frem til at modtage din ansøgning. Vedlæg venligst dit CV samt anden relevant dokumentation. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Camilla Krogh på tlf. (+45 51261264) eller Mikkel Falkenberg på tlf. (+45 29993065) fra RESOLVA.