ROLLEBESKRIVELSE
PFA Pension, Forsikringsaktieselskab (“PFA“) søger en engageret advokat / jurist / cand.merc.jur., som er dygtig til selskabsret og har kendskab til eller interesse for den finansielle regulering, corporate governance og investeringer / M&A, til at påtage sig rollen som advokat / juridisk chefkonsulent i PFA’s direktionsstab (“Direktionsstaben“).
Du vil blive forankret i fagområdet Finansielle Virksomheder og Unoterede Investeringer, men du vil blive involveret i opgaver på tværs af de to fagområder og dermed bistå med håndtering af Direktionsstabens opgaver generelt. Du vil desuden indgå i analysearbejde og tværorganisatoriske projekter som repræsentant for Direktionsstaben, herunder i forhold til CSRD og ESG.
Du vil få ansvar for – i samarbejde med de øvrige kollegaer i Direktionsstaben – at rådgive inden for et bredt spektrum af den selskabsretlige og finansielle lovgivning. Ansvarsområderne spænder fra udarbejdelse af selskabsretlige dokumenter og håndtering af forskellige selskabsretlige problemstillinger til implementering af regulering for pensionsvirksomheder, samt håndtering af inspektioner og reaktioner m.v. fra Finanstilsynet. Derudover vil du skulle rådgive og være tæt sparringspartner for ledelsen i de forskellige selskaber i PFA koncernen og bistå med bestyrelses- og direktionsbetjening.
Som advokat / juridisk chefkonsulent i Direktionsstaben bliver du en betroet rådgiver. Du får indsigt i områder af væsentlig og strategisk betydning for PFA, og du får mulighed for at bringe dine juridiske kompetencer i spil i en spændende kontekst. Du bliver en del af et dedikeret team, som spiller en central rolle i PFA’s organisation. Udover at være anerkendt for sin faglige ekspertise og pro-aktive tilgang til opgaveløsning, er Direktionsstaben kendetegnet ved en samarbejdende og uformel kultur.
TEAMET
Direktionsstaben består af fem advokater / jurister og tre sekretærer fordelt i de to overordnede fagområder Finansielle Virksomheder og Unoterede Investeringer samt Revisionsudvalg og Bestyrelsessupport. Den overordnede ledelse af Direktionsstaben varetages af advokat og chef for direktionsstab Susanne Møller, som refererer direkte til administrerende direktør Ole Krogh Petersen.
PFA søger en advokat / jurist / cand.merc.jur. til Finansielle Virksomheder og Unoterede Investeringer. Ansvaret for dette fagområde varetages af advokat og teamleder Katrine Baagøe-Kronborg, og du vil i rollen som advokat / juridisk chefkonsulent i Direktionsstaben skulle rapportere til Katrine Baagøe-Kronborg, men du vil desuden få et nært samarbejde med Direktionsstabens øvrige jurister på tværs af teams, herunder chefen for Direktionsstaben (Susanne Møller).
Direktionsstaben fungerer som PFA-koncernens direktions- og bestyrelsessekretariat og rådgiver bestyrelsen og direktionerne i PFA-koncernens selskaber, investeringsforeninger og fonde etc. om en lang række forhold af både forretningsmæssig og juridisk karakter.
Juristerne i Direktionsstaben løser blandt andet opgaver inden for corporate governance, facilitering af generalforsamlinger, bestyrelsesmøder og diverse udvalgsmøder, rådgiver om selskabsretlige forhold samt sikrer overholdelse af den finansielle lovgivning. Herudover yder juristerne i Direktionsstaben bistand til afdelingen Private Markets i forbindelse med PFA’s unoterede investeringer, herunder særligt i forhold til selskabsretlige forhold og governance. I håndteringen af Direktionsstabens opgaver arbejder afdelingen tæt sammen med ledelsen i PFA-koncernens selskaber og har derudover en bred berøringsflade til PFA’s øvrige organisation.
Opgaveløsningen i Direktionsstaben kræver et godt kendskab til selskabsloven og flair for den finansielle lovgivning. Det er desuden vigtigt med indsigt i ”best practice” for corporate goverance samt en god forretningsmæssig og organisatorisk forståelse.
Direktionsstaben er placeret i PFA’s kontorfaciliteter i Nordhavn (hovedkvarteret).
ANSVARSOMRÅDER
I rollen som advokat / juridisk chefkonsulent vil dit ansvarsområde omfatte en bred vifte af forskellige og udfordrende opgaver inden for følgende overordnede kategorier:
- Udarbejdelse og løbende opdatering af diverse selskabsdokumenter, samt sikring af overholdelse af den selskabsretlige lovgivning generelt.
- Bistå med juridisk bistand og sparring til afdelingen Private Markets i forbindelse med PFA’s unoterede investeringer, herunder særligt i forhold til selskabsretlige forhold og governance.
- Udførelse af analysearbejde og deltagelse i tværorganisatoriske projekter som repræsentant for Direktionsstaben.
- Forberedelse og facilitering af bestyrelsesmøder, generalforsamlinger og udvalgsmøder i selskaber i PFA koncernen, herunder udarbejdelse af bestyrelsesindstillinger og mødereferater.
- Rådgivning om relevante regler inden for den finansielle lovgivning, herunder overvågning og sikring af implementering af ny lovgivning og praksis inden for den finansielle sektor.
- Rådgivning om reguleringen på området for ESG og bæredygtighed.
- Håndtering af korrespondance og anden kontakt med Finanstilsynet, herunder forberedelse og koordinering af samt opfølgning på inspektioner fra Finanstilsynet.
- Udarbejdelse af politikker og retningslinjer, herunder bestyrelsespolitikker og anbefalinger for god selskabsledelse etc.
- Diverse løbende juridisk support og ad-hoc opgaver, der udspringer af arbejdet i koncerndirektionen og bestyrelsen for PFA Pension samt øvrige enheder i koncernen.
RAPPORTERING OG TITEL
Rapportering til: Advokat og teamleder Katrine Baagøe-Kronborg
Titel: Advokat / juridisk chefkonsulent
IDEELLE KOMPETENCER
Uddannelse: Du er uddannet cand.jur. eller cand.merc.jur.
Praktisk erfaring: Du har minimum 4 års erhvervserfaring (men også gerne en hel del mere) som jurist / advokat / erhvervsjuridisk rådgiver på et større advokatkontor, en finansiel
virksomhed eller et direktionssekretariat eller en tilsvarende funktion i en anden privat virksomhed.
Juridisk specialisering: Du har praktisk erfaring med selskabsret. Derudover har du gerne (men ikke nødvendigvis) erfaring med bestyrelses- og / eller direktionsbetjening (corporate
governance, forberedelse og gennemførelse af bestyrelsesmøder etc.), samt med den finansielle lovgivning, herunder lov om finansiel virksomhed / lov om forsikringsvirksomhed, bekendtgørelse om ledelse og styring af forsikringsselskaber m.fl. Erfaring med M&A er også en fordel.
Finansielle sektor: Ideelt set har du erfaring fra den finansielle sektor eller med rådgivning af finansielle virksomheder.
Sproglige færdigheder: Du har gode skriftlige og mundtlige kommunikationsevner på dansk og engelsk, og du er i stand til at formidle komplekse emner på en præcis og let forståelig måde.
PERSONLIGE KOMPETENCER
Ansvars- og kvalitetsbevidst: Du tager ansvar for og prioriterer dine opgaver på egen hånd og løser og afslutter dine opgaver til tiden. Du har en høj grad af professionel og personlig integritet, og du sætter derfor en ære i at levere kvalitet.
Samarbejdsrelationer: Du er god til at samarbejde og skabe relationer på tværs af en organisation. Som person er du engageret og serviceminded. Du har et godt humør og en veludviklet situationsfornemmelse, som gør det let at samarbejde på alle niveauer i en organisation, herunder på direktions- og bestyrelsesniveau.
Arbejdsstil: Du er struktureret og detaljeorienteret i din arbejdsstil, og du forstår vigtigheden af at være grundig og effektiv. Du er god til at bevare overblikket i en hverdag, hvor
opgaverne til tider er uforudsigelige og ofte udfordrende og varierende.
ANSÆTTELSESVILKÅR
PFA tilbyder en dynamisk og udfordrende arbejdsplads, som er kendetegnet ved professionalisme og høj faglighed.
Engagement er en afgørende del af PFA´s DNA. Medarbejderne hos PFA er motiverede og optaget af at opfylde virksomhedens mission om at sikre økonomisk tryghed for deres kunder. PFA lægger vægt på et positivt arbejdsmiljø, hvor medarbejderne føler sig værdsatte, udfordrede og inspirerede til at yde deres bedste. Alle medarbejdere har som fælles mission at præstere på højeste niveau og nå virksomhedens mål samtidig med, at det skal være sjovt at gå på arbejde.
Hos PFA kan du se frem til at blive en del af en attraktiv arbejdsplads, hvor der er stor fokus på professionel udvikling og medarbejdertrivsel, herunder mulighed for hjemmearbejde op til to dage om ugen. Derudover vil du have mulighed for at deltage i virksomhedens mange sociale aktiviteter, ligesom du vil få stor fleksibilitet i forhold dine arbejdsopgavers udførelse og indhold, herunder i tilrettelæggelse af dit arbejde.
PFA tilbyder attraktive ansættelsesvilkår, herunder en løn, der afspejler dine kompetencer og din erfaring, samt pensionsbidrag, sundhedsforsikring m.v. og feriefrihed.
OM PFA PENSION
PFA er Danmarks største kommercielle pensionsselskab og blandt de største pensionsselskaber i Europa. Grundlagt i 1917 og med over 600 mia. kr. i kundemidler, har PFA etableret sig som et af landets førende leverandører af pensions- og forsikringsydelser.
Ved hjælp af sine mange specialiserede medarbejdere leverer PFA pensionsordninger og pensionsrådgivning til virksomheder og organisationer og servicerer i dag 6.000 virksomheds- og organisationskunder – og i alt mere end 1,3 millioner kunder. Ud over pensionsprodukter udbyder PFA forskellige former for forsikringsløsninger, herunder livsforsikringer, sundhedsforsikringer, ulykkesforsikringer, forsikring for kritisk sygdom m.v.
PFA’s mission er at sikre en tryg og værdiskabende fremtid for sine kunder og medlemmer gennem ansvarlig og professionel forvaltning af pensionsmidlerne. Dette sker via investering inden for en bred vifte af aktiver, herunder aktier, obligationer, ejendomme og alternative investeringer. Som følge af sin størrelse og markedsposition, har PFA generelt adgang til dygtige investeringskompetencer og attraktive investeringsmuligheder.
Udover at skabe værdi for sine kunder er det PFA’s ambition at skabe en bæredygtig nutid for det gode liv i fremtiden. Det er derfor en del af virksomhedens DNA at tage samfundsansvar og bidrage til en bæredygtig samfundsudvikling. Dette sker bl.a. ved integrering af ESG-principper i virksomhedens forretningspraksis og investeringsstrategier.
PFA har hovedsæde i et nyrenoveret domicil i Nordhavn, København, få meter fra Metroen og havnemiljøet i Nordhavn.
Du kan læse mere om PFA på hjemmesiden https://pfa.dk/om-pfa/
KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du genkender den profil, vi leder efter, og finder denne mulighed attraktiv, så ansøg her og vedlæg et CV og anden relevant dokumentation eller kontakt Mikkel Falkenberg på tel: +45 29993065 fra RESOLVA for at høre mere om stillingen.